Konference om kreativitetens muligheder og blindgyder
KREATIVITET?
Alle taler om det, men hvad vil det egentlig sige at være kreativ? Og hvilken betydning har det kreative for vores læring og dannelse? Kan det overhovedet sættes i bås?
Har du lyst til at sætte fokus på kreativitet i din formidlings- eller undervisningspraksis, så kom og vær med til en dag, der med garanti vil inspirere dig, og måske endda åbne for nye muligheder i din egen hverdag.
DATO:
TORS. D. 30. JAN. 2020
TIDSPUNKT:
9.00-15.30
STED:
TINGHUSET
TINGHUSGADE 43,
5700 SVENDBORG
PRIS:
950 KR.
TILMELDINGSFRIST:
D. 15. JAN
PLADSER
50 STK.
PETER BALCH
BERTHELSEN
Udstillingsdesigner på Moesgaards Museums tegnestue – og har bl.a. været med til at planlægge den helt nye særudstilling ’På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkulanum’.
Moesgaard Museum er blevet kendt for deres banebrydende tilgang til museumsformidling, og er ikke bange for at bruge hverken animationsfilm eller interaktive designs i deres bestræbelser på at gøre os alle klogere på vores fælles historie. Peter Balch Berthelsen løfter sløret for de tanker, der ligger bag det omfattende udviklingsarbejde.
MARTIN
BIGUM
Internationalt anerkendt billedkunstner, der især er kendt for sine farverige malerier – og ikke mindst for figuren ’Art’ og for sine bidrag til den danske udgave af Mad Magazine.
Måske så du programmet ’Mesterhjerner’ med Peter Lund Madsen, hvor Martin Bigum fortæller om sit intense arbejde med at skabe malerier ud fra sine sansninger. Hør ham udfolde sin egen personlige rejse ind i kreativiteten, og om hvordan han gennem sit liv har arbejdet med at tæmme dens kraft.
ØLAND
Lokal økologisk købmand og madleverandør, der laver frokosten af lækre, økologiske råvarer – og også tilbyder vegetariske alternativer.
Glæd dig til en lækker buffet skabt af friske råvarer og en stor passion for mad.
JAN LØHMANN
STEPHENSEN
Lektor på Institut for Kommunikation og Kultur (Æstetik og Kultur), Aarhus Universitet – og forfatter til bogen Tænkepauser – Kreativitet.
Hvordan og hvorfor har vi ’opfundet’ de kreativitet-er, vi har, og hvilke former for kreativitet har vi fundet mest relevante, spændende eller givtige gennem nyere tid. Jan Løhmann Stephensen svarer og ser på, hvordan nye teknologier transformer både kreativitetens former og processer samt udfordrer vores selvforståelse, som det kreative væsen par excellence.
JULIE BORUP
JENSEN
Professor på Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet –
og violinist fra Det Jyske Musik-konservatorium.
Æstetisk læring spiller ofte en overset rolle når vi udvikler fællesskaber, fantasi og kreativitet. Julie Borup Jensen vil sætte spot på, hvordan kunst i læreprocesser involverer både vores sanser og følelser og dermed skaber plads til mange forskellige måder at deltage og lære på.
TUOMAS
KORPI
Finsk kunstner, arkitekt og Concept Artist samt founder af animations-studiet Piñata – og manden bag det smukke concept art til den nye animerede serie om Mumitroldene.
Finske Tuomas Korpi åbner op for sin værktøjskasse og deler ud af tips og tricks fra en hverdag med stramme deadlines og løbende krav om originalitet. Med afsæt i sit arbejde med at udvikle den nye, animerede serie ’Moominvalley’ stiller han skarpt på, hvilke kreative processer han selv benytter sig af i sit arbejde.
(Bemærk dette oplæg er på engelsk)